Mary, Big Bang og den anden tidslinje: hvorfor bevidsthed ikke er materie

Forestil dig en person, der ved alt, hvad der overhovedet kan vides om farven blå. Hun kender bølgelængderne, ved præcis hvilke fotoreceptorer i nethinden der reagerer, hvilke neuroner der fyrer, hvilke kulturer der har associeret blå med sorg og hvilke med kongelighed. Hun har læst hver eneste fysikartikel, hver eneste neurovidenskabelig studie, hver eneste poetisk beskrivelse. Hun ved alt. Men hun har aldrig set farven.

En dag går hun udenfor og kigger op i himlen.

Lærer hun noget nyt?

Jeg tror, hun gør. Og jeg tror, det punkt — så simpelt det end lyder — er det sted, hvor hele den materialistiske verdensanskuelse begynder at smuldre. For hvis hun lærer noget nyt, så fandtes der noget, hun ikke vidste, selvom hun vidste alt. Og det "noget" er oplevelsen selv.

Oplevelsen som en separat kategori

Filosofien har et navn for det her tankeeksperiment — det er Frank Jacksons "Mary's Room" fra 1982 — men man behøver ikke kende navnet for at mærke, at der er noget galt. Selv hvis man udtømte hver eneste objektive kendsgerning om blå, ville der stadig være noget tilbage, første gang man rent faktisk så det. Den der særlige kvalitet ved at opleve blåhed. Filosofferne kalder det qualia. Jeg vil bare kalde det oplevelsen.

Pointen er, at oplevelsen er en kategori for sig. Den lever ikke på samme hylde som fakta om bølgelængder og neuroner. Du kan stable al verdens information om et fænomen op, og du har stadig ikke oplevelsen. Oplevelsen er noget andet.

Og oplevelsen findes kun, fordi der er bevidsthed. Det er trivielt, når man siger det højt: uden bevidsthed, ingen oplevelse. En sten oplever ikke regn. En termostat oplever ikke kulde. Hvis du ikke er bevidst, er du bare et stykke kød med strøm igennem. Du er en spændingsforskel. Du oplever ikke noget.

Så her er det første spørgsmål, der hænger i luften: hvordan kan man tro, at bevidsthed er noget materielt, når oplevelsen — det eneste, vi har direkte adgang til — er kategorisk forskellig fra alt andet, vi kender til?

Den materialistiske forklaring rækker ikke

Materialisten vil sige: jamen, bevidsthed er bare hjerneprocesser. Når dine neuroner fyrer på en bestemt måde, så er det oplevelsen. Der er ikke noget mere. Du er forvirret, fordi det føles, som om der er et "ekstra noget", men det er en illusion skabt af hjernens egen selvmodellering.

Jeg har prøvet at tage det argument seriøst. Jeg har virkelig prøvet. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Lad mig prøve at indrømme det stærkeste i positionen først: det er sandt, at vi kan korrelere bevidsthedstilstande med hjernetilstande med utrolig præcision. Beskadig en bestemt del af hjernen, og personen mister evnen til at genkende ansigter. Giv en bestemt kemisk forbindelse, og personen ser farver, der ikke er der. Hjernen er klart involveret. Den er måske endda nødvendig — i hvert fald for den slags bevidsthed, vi kender.

Men korrelation er ikke identitet. Det er der, materialisten snyder. At sige, at neuroner A fyrer, hver gang oplevelse B forekommer, er ikke det samme som at sige, at A og B er det samme. Det forklarer ikke, hvorfor der overhovedet er en oplevelse forbundet med fyringen. Hvorfor er der ikke bare mørke? Hvorfor er der "noget det er at være" det system?

Det er det, David Chalmers har kaldt det hårde problem, og jeg synes ikke, det er blevet løst. Jeg synes ikke engang, det er blevet taget alvorligt af de fleste, der siger, de har løst det. De løser noget andet — de forklarer, hvordan hjernen behandler information, hvordan opmærksomhed fungerer, hvordan vi rapporterer om vores tilstande. Det er alle interessante problemer. Men det er ikke det samme problem.

Hvis du virkelig tror, at oplevelse er materiel, så skylder du en forklaring på, hvordan materie kommer til at opleve. Ikke bare hvilke korrelater den har. Hvordan. Og den forklaring har jeg aldrig set.

Hvordan bliver en oplevelse til en hukommelse?

Her er noget, jeg tit vender tilbage til, fordi det illustrerer mysteriet på en lidt anden måde: hvordan i alverden bliver en oplevelse lagret som hukommelse?

Vi ved en del om mekanikken. Synaptiske forbindelser styrkes, proteiner syntetiseres, hippocampus gør sit arbejde. Fint. Men når jeg genkalder mig farven blå i himlen — ikke bare ordet, men fornemmelsen af den — hvad er det så for en størrelse, der bliver hentet frem? Det er ikke bare information. Information kan kopieres uden tab; oplevelser har en kvalitet, der ikke ser ud til at kunne reduceres til bits.

Hjernen må på en eller anden måde omdanne oplevelsen til noget, den kan lagre, og så omdanne det tilbage til oplevelse, når den genkalder. Det er to oversættelser mellem to forskellige kategorier af ting. Og vi har stort set ingen idé om, hvordan oversættelsen foregår — ikke fordi vi mangler data, men fordi vi ikke engang har et begrebsapparat, der kan rumme spørgsmålet. Vi kan beskrive den ene side (de neurale korrelater) og den anden side (den fænomenologiske oplevelse), men broen imellem er stadig en sort kasse.

Det er for mig endnu et tegn på, at vi har at gøre med to forskellige slags ting.

To linjer ud fra Big Bang

Her er der så, hvor det bliver lidt vildere, men bær over med mig. Hvis bevidsthed virkelig er en separat kategori — ikke reducerbar til materie — så er der et spørgsmål, der bliver svært at undgå: hvor kommer den fra?

Den dominerende fortælling går sådan her: Big Bang skete. Materien udfoldede sig. Stjerner dannede sig, planeter, kemi, biologi. Efter milliarder af år dukkede der hjerner op, og pludselig — uvist hvordan — begyndte noget af materien at opleve. Bevidsthed er noget, der opstod sent, som et biprodukt af tilstrækkelig kompleksitet.

Jeg har svært ved at tro på den fortælling. Ikke fordi jeg ikke tror på Big Bang eller evolution — det gør jeg. Men forestillingen om, at en helt ny ontologisk kategori, bevidsthed, kan opstå ud af ingenting bare fordi nok atomer arrangerer sig på en bestemt måde, virker mere magisk end de fleste religiøse mirakler.

Så her er et billede, jeg har leget med. Forestil dig to parallelle linjer, der løber gennem universets historie. Den ene er den, vi alle kender: materiens linje. Den starter ved Big Bang og udfolder sig gennem kosmologi, kemi, biologi, hjerner. Det er den linje, fysikken kortlægger.

Men der er en anden linje, der løber sideløbende: bevidsthedens linje. Den er ikke et produkt af den første. Den er sin egen ting. Den krydser den materielle linje, fletter sig sammen med den nogle steder — i hjerner, måske i andre systemer vi ikke kender — men den er ikke reducerbar til den.

Og hvis det er rigtigt, så får man et meget interessant resultat. For så kan bevidsthedslinjen være lige så gammel som materielinjen. Eller ældre. Eller den kan strække sig før Big Bang.

Det lyder vildt, men tænk lige over det. Big Bang er det punkt, hvor materien begynder. Det er en grænse for materielinjen. Men hvis bevidsthed er en anden kategori, så er der ingen grund til at antage, at den følger samme tidsplan. Der kan have været noget — en entitet, en proces, en form for bevidsthed — før Big Bang, og det noget kan have spillet en rolle i, at Big Bang overhovedet skete.

Jeg påstår ikke, at jeg ved, at det forholder sig sådan. Jeg påstår, at det er en mulighed, som forsvinder fra synsfeltet, så snart man antager materialismen. Og jeg påstår, at materialismen ikke har fortjent den autoritet, den har til at lukke spørgsmålet ned.

Den oplagte indvending

Den skarpeste indvending mod alt, hvad jeg har sagt, kommer fra dem, der siger: du forveksler din egen mangel på fantasi med en metafysisk pointe. Bare fordi du ikke kan forestille dig, hvordan materie kunne opleve, betyder det ikke, at det er umuligt. Folk i 1700-tallet kunne ikke forestille sig, at liv kunne opstå af kemi, og dog skete det. Bevidsthed vil sandsynligvis vise sig at være endnu et fænomen, som vi mangler ordforrådet til lige nu, men som videnskaben gradvist vil kortlægge.

Det er en seriøs indvending, og jeg vil ikke nedgøre den. Men jeg synes, der er en afgørende forskel. Da vi ikke forstod, hvordan liv kunne opstå af kemi, manglede vi data. Vi vidste ikke, hvad DNA var, eller hvordan proteiner foldede sig. Da dataene kom, lukkede mysteriet sig. Det forsvandt ind i biokemien.

Bevidsthedsproblemet er ikke sådan. Det er ikke et mysterium, der ligner et hul i vores empiriske viden. Det er et mysterium, der har en strukturel karakter: uanset hvor mange neurale data vi indsamler, så forklarer ingen mængde af tredje-persons-information, hvorfor der er en første-persons-oplevelse. Det er ikke et hul. Det er en afgrund mellem to slags beskrivelse. Og afgrunde lukker sig ikke ved at få flere data på den ene side.

Så jeg accepterer, at jeg kan tage fejl. Men jeg tror, at den, der siger, at problemet bare forsvinder med tiden, undervurderer hvor anderledes denne sag er.

Hvorfor det betyder noget

Når jeg går rundt med tankerne her, er det ikke som intellektuelt tidsfordriv. Det her ændrer noget ved, hvordan jeg bevæger mig gennem dagen. Hvis bevidsthed er en separat kategori — hvis oplevelse er sin egen ting i universet — så er der noget ved at være vågen og opmærksom, som ikke bare er et biprodukt af, at atomer kolliderer. Det er deltagelse i en af de to grundlæggende dimensioner af, hvad der findes.

Det giver en form for tyngde til de små oplevelser. At se himlen blå. At kunne huske, at man en gang så himlen blå. At dele en samtale med nogen og pludselig opdage, at man har tænkt noget, man ikke vidste, man tænkte, før ordene kom ud.

Jeg ved ikke, om der var bevidsthed før Big Bang. Jeg ved ikke, om der løber to linjer parallelt gennem virkeligheden. Det er spekulation, og jeg har ingen ambition om at lyde sikrere på det, end jeg er.

Men jeg ved, at hvis Mary lærer noget nyt, første gang hun ser himlen — og det gør hun — så er der noget i verden, som materialismen ikke har taget højde for. Og det noget er ikke en ubetydelig krog af virkeligheden. Det er den krog, vi alle sammen kigger ud fra. Det er den krog, hvor alt det andet — alle bølgelængderne, alle neuronerne, hele Big Bang — overhovedet bliver til noget for nogen.

Næste gang du ser noget blåt, så prøv at lægge mærke til det. Ikke farven. Bemærk at du oplever den. Den bemærkning er, så vidt jeg kan se, det mest mystiske, der nogensinde er sket i universet. Og det sker, hver gang du åbner øjnene.